Senevæv: mekanisk påvirkning af cellen

AF TORBEN LUND, FYSIOTERAPEUT, EXAM. SCIENT OG HENNING LANGBERG, FYSIOTERAPEUT, CAND.SCIENT., PH.D. ILLUSTRATION KRISTOF BIEN OG TORBEN LUND

I denne artikel introduceres den nyeste viden om, hvor- dan den levende celle påvirkes af eksterne mekaniske kræfter. Et fællestræk ved mange fysioterapeutiske teknikker er, at de virker gennem en mekanisk påvirkning af patientens krop og forskellige vævstyper (1). Specifik manuel terapi i form af mobilisering, massage, tværmassage, udspænding, akupunktur, osteopatiske teknikker som myofascial release, mm. er teknikker, som åbenlyst påvirker vævet og dermed cellerne og den ekstracellulære matrix i form af stræk, vrid, rotation og kompression.

Tidligere forskning har overvejende haft til formål at måle effekten af behandlingen på f. eks. smerte, blod- gennemstrømning og lokal metabolisme mere end at kortlægge de mekanismer, som ligger til grund for denne effekt. Hermed kommer den kliniske evidens ofte til at stå alene uden fokus på, hvordan denne effekt er opnået. Der foreligger således endnu ingen fuldstændig forståelse af mekanismerne bag effekten af bl.a. massage på et mikroskopisk plan (2). Dette til trods for at en sådan indsigt ville kunne målrette den fysioterapeutiske behandling af forskellige væv og forskellige patologier og tilføre faget evidens på et mikroskopisk plan. Trods intens forskning i knoglers, musklers og seners adaptation til fysisk træning, mangler der forsat viden om, hvordan cellerne reagerer på mekaniske stimuli ved træning (3). En af årsagerne til den manglende basale cellebiologiske indsigt har i høj grad været en mangel på egnede metoder, men også et resultat af at grundforskningen i cellebiologi gennem flere årtier har været domineret af en reduktionistisk tankegang med fokus på mole- kylærbiologi og de seneste år kortlægning af DNA. Herved har cellens mekaniske egenskaber ikke været levnet megen opmærksomhed (4).

I enkelte forskerkredse er der i de seneste år imid- lertidig blevet forsket intenst i, hvordan en kunstig fremstillet mekanisk påvirkning af individuelle celler på det mikroskopiske plan også medfører biologisk respons. Cellens signaler kommer således ikke kun fra proteiner og molekyler, men overskygges af og til af de signaler, som kommer fra det fysiske miljø og mekaniske påvirkninger (5).

PÅVIRKNING AF KEMIEN I CELLEN

En lang række teknikker har gennem tiden været benyttet til at klarlægge cellers respons på mekanisk påvirkning. Alle teknikker har det tilfælles, at de kan påvirke en enkelt celle ad gangen under kontrollerede forhold.

Denne forskning foregår i cellekulturer og bekræfter, at mekanisk påvirkning har direkte indflydelse på næsten alle cellens funktioner som mobilitet, proteinsyntese, gen-ekspression, vækst, differentiering, overlevelse og død. Mekanisk påvirkning af cellen medfører således ikke kun ændring af cellens facon, men har også ind- flydelse på den cellulære biokemi (6;7).

Når der er tale om et mekanisk stimuli kaldes denne form for cellulær signaltransduktion for mekanotrans- duktion. Hidtil er forskningen, i hvordan mekaniske kræfter påvirker cellerne, foregået i isolerede cellekulturer. Traditionelt forskes der i et to-dimensionelt miljø, hvor en isoleret celle er fikseret til et fast underlag f.eks. silikone, men i takt med øget viden om cellens interaktion med dens omgivelser (naboceller og den ekstra cellulære matrix) er der udviklet nye teknikker, og celler studeres nu overvejende i tre dimensioner (8-10)

Det næste svære skridt er herefter at klarlægge, hvordan celler responderer på mekaniske påvirknin- ger i forskellige vævstyper (sene-, ligament-, muskel-, knoglevæv mm.). Vævene kan imidlertid i kliniske sammenhænge ikke betragtes isoleret, og den store forskningsmæssige udfordring ligger i at analysere og forstå, hvordan cellulær mekanotransduktion påvirker hele organer og endelig det enkelte menneske (se fig. 1).

I de seneste år er det blevet muligt at analysere mekanotransduktion på levende dyr og sågar på mennesker (3). Forskningsresultater, som efterfølgende kan overføres til klinisk praksis og dermed direkte få indflydelse på den fysioterapeutiske behandling.

Mekanotransduktion er imidlertid ikke begrænset til celler og væv i bevægeapparatet. Blandt andet hele vores kredsløb, hørelsen, og balancen er regulerede af følsomme mekanoreceptorer (4,11).

For at forstå begrebet mekanotransduktion er det imidlertid nødvendig med en revideret opfattelse af den levende celles anatomi. For først herved opnås en logisk sammenhæng mellem påvirkning af ydre mekaniske kræfter og det cellulære respons.

CELLEN LIGNER IKKE EN BALLON

Den dominerende opfattelse er, at den levende celle er en ballon fyldt med vand, hvor organeller (cellekerne, centrioler, mitokrondrier, ribosomer mm.) flyder rundt i cytoplasmaet. Cellemembranen beskrives som en dobbeltlaget lipidbarriere, der adskillelser cellens indre og ydre miljø. Den har til opgave at regulere, hvilke stoffer der passerer ind og ud af cellen (fig 2).

Dette er en opfattelse, som har præget biologisk forskning i årtier og fortsat er at finde i mange lærebøger på højere læreanstalter. Dette billede af den levende celle er imidlertid ikke brugbart til en forståelse af, hvordan mekaniske kræfter regulerer aktivitet i cellen, idet den ikke tager højde for væsentlige strukturers funktion.

De tekniske muligheder bliver konstant forbedret, og jo tættere forskere kommer på cellen, jo flere strukturer kan opserveres og analyseres. Vi ved nu, at cellen er fyldt med filamenter og fibre, og at pladsen er stærkt begrænset (12). Ikke nok med det, flere forskere peger på, at det vand, som cellen indeholder, er bundet til proteinstrukturerne i cellen (13-15).

CELLEN HAR ET SKELET

Store teknologiske fremskridt i form af nanoteknologi, mikromanipulation og biologisk billeddannelse har de seneste 5-10 år kunnet påvise, at den tidligere beskri- velse af den levende celle ikke er korrekt. I stedet er det vist, at cellens indre er koblet sammen via et fint netværk af molekyler også kaldet celleskelettet eller cytoskelettet. Cytoskelettet hænger tæt sammen med den ekstra cellulære matrix. Dette netværk forbinder cellekernen med indersiden af cellemembranen og stabiliserer cellen mekanisk, så cellen kan genere aktive kontraktioner på lige fod med det, vi kender fra muskler (16;17).

I levende væv overføres mekanisk stress normalt til cellen via den ekstracellulære matrix, som holder cellerne sammen og sørger for mekanisk støtte til vævet. De mekaniske kræfter overføres til celleskelettet via såkaldte integriner i celleoverfladen. Disse transmembrane receptorer fungerer som koblinger mellem cellens indre og den ekstracellulær matrix via cytoskelettet (18-20). Det er interessant, at celler fra forskellige vævstyper (knogler, sener, brusk mm.) er specialiserede, hvilket blandt andet kan ses på den måde, de er koblet til den ekstra cellulære matrix på (21).

Dette kan bidrage til forståelsen af f.eks. de mekanismer, som ligger bag akupunktur. Helene M. Langevin har således for nylig påvist, at rotationer af en akupunkturnål medfører, at de tilstødende kollagene fibre i den løse underhud vikles om nålen. Via de kollagene fibres kobling med integriner og cytoskelettet i fibroblasterne, har hun målt cellulære forandringer flere centimeter fra indstiksstedet. Denne påvirkning er resultatet af mekanotransduktion (22;23).

CELLENS MUSKLER

Cytoskelettet består af tre typer protein filamenter nemlig mikrofilamenter, mikrotubli og intermediære filamenter. Mikrofilamenterne er cellens ”muskler”. De skaber spænding og trækker aktivt bl.a. cellemembranen mod cellekernen. Mikrofilamenterne har fået deres navn på grund af deres tykkelse (ca. 5-7 nm), men kaldes også for aktinfilamenter på grund af deres evne til at kontrahere sig. Aktinfilamenterne kan i visse celletyper have en højt organiseret og specialiseret struktur. Herved kan hurtige og kraftfulde formforandringer opnås, som vi kender fra muskelkontraktioner.

Aktinfilamenterne er direkte bundet til de førnævnte integriner og er overvejende perifert placerede. Der er således direkte sammenhæng mellem den ekstracel- lulære matrix og den kontraktile del af cytoskelettet.

Mikrotubuli er den stive del og dermed cytoskelettets ”knogler”. Deres kraft virker modsat mikrofilamenterne ved at modvirke den indadrettede træk sammen med den ekstracellulære matrix og dette sikrer, at cellen ikke kollapser (16). Mikrotuboli forløber fra centrum af cellen nær kernen ud til cellens periferi. Mikrotubuli er desuden ansvarlige for den indre organisation, det vil sige fastholdelse og transport af organeller i cellen (24).

Den sidste komponent af cytoskelettet er de in- termediære filamenter. De har fået deres navn, fordi de er tykkere end aktinfilamenterne og tyndere end mikrotubuli. Disse filamenter integrerer de øvrige to typer og holder cellekernen på plads.

Ordet cytoskelet antyder måske, at der er tale om et relativt fasttømret ”stillads”, men det er bestemt ikke tilfældet. Cytoskelettet er i de fleste celler under konstant remodulering, hvor de forskellige elementer i cellen forkortes, forlænges og ændrer position. Donald Ingber og hans gruppe har ved hjælp af mikropi- petter kunne påvise, at et mekanisk træk i celleoverfladen øjeblikkeligt medførte strukturændringer i cellekernen (16). Andre har tidligere defineret cytoskelettets funktion således: cytoskelettet funktion er at koble cellekernen og plasmamembranen sammen, så ydre stimuli transmitteres til cellekernen, og der kan påbegyndes et passende respons (25).

Samlet set er der således klar evidens for en fysisk kobling mellem cellemembran, cytoskelettet og cellekernen (27;28)

Heller ikke cytoskelettets mekaniske egenskaber er forbigået forskeres nysgerrighed. Der er for nylig lykkedes forskere at påvise viskoelastiske egenskaber hos cytoskelettet på lige fod med det, som vi kender fra muskel-sene komplekset (29)

CELLEN LIGNER GLOBEN I STOKHOLM

Viden fra bygningsarkitektur har bidraget til en bedre forståelse af den levende celles tredimensionelle arkitektur. Det hedder tensegrity og er en sammentrækning af tension (spænding) og integrity (integritet).

Tensegrity anvendes normalt om et bygningsmæssigt princip (den geodætiske kuppel som f.eks. Globen i Stokholm). Teorien bruges til at beskrive tredimensio- nelle strukturer, hvis stabilitet primært afhænger af en konstant balance mellem spænding og kompression og mellem kræfter, der udvider og samler strukturen (se figur 4). Begrebet er siden hen overført til den biologiske verden bl.a. til at beskrive arkitekturen i den levende celle (16;30;31)

I starten blev teorien beskrevet ud fra teoretiske beregninger, men avanceret fototeknik har gjort det muligt at påvise, at cytoskelettet er konstrueret ud fra teorien om tensegrity (17).

På denne måde har mekaniske kræfter fra den ekstra- cellulære matrix fysisk forbindelse med cellekernen. Ifølge teorien vil celler kun være i stand til at opfange ydre påvirkninger, hvis cytoskelettet opretholder cellemembranen med en hvis grundspænding. Tensegrity princippet indebærer, at en påvirkning et givent sted på cellemembranen også giver anledning til respons et andet sted. Således vil eksterne påvirkninger som muskelkontraktioner kunne igangsætte processer i cellekernen og muliggøre, at muskler f.eks. reagerer med hypertrofi som respons på træning.

Tensegrity teorien har fået så stor udbredelse, at det betragtes som et nyt mekanisk paradigme, som midlertidig også er blevet kritiseret (32). Teorien benyt- tes overvejende inden for cellebiologi, men er også at finde i behandlerverdenen. Osteopater har i flere år brugt tensegrity teorien til at forklare mekanismerne bag manuelle teknikker (26).

CELLENS RESPONS PÅ TRÆNING

Det er nu alment accepteret, at cellefunktioner regu- leres af mekaniske kræfter, som blandt andet påvirker celledifferentiering, celleformering og gener (31). Som ovenfor beskrevet vil en fysisk påvirkning af cellen i forbindelse med en ydre mekanisk påvirkning kunne være starten til en induktion af cellulære processer. Dette er kendt fra knogler (33) og fra muskler, hvor træning påvirker muskelcellen og inducerer syntese af kontraktive proteiner og resulterer i hypertrofi af musklen. Egen forskning har også vist, at langvarig belastning resulterer i en nydannelse af akillessenens strukturelle proteiner (kollagen) (34-37). Denne kobling af mekanisk belastning og cellulært respons sker som et resultat af cellens tensegrity.

Cellernes respons på træning og immobilisering vil blive udførligt beskrevet her.

NY INDSIGT I VÆVSADAPTATION

Forskningen i cellebiologi kan derfor bidrage til en øget indsigt i blandt andet musklers og seners tilpasning til træning og daglig funktion. Den levende celles fysiske strukturer er dermed blevet vigtige brikker i forståelsen af de grundlæggende sammenhænge mellem celleform og cellefunktion, og mellem fysiske kræfter og de biokemiske reaktioner.

For fysioterapeuter er biomekaniske overvejelser på det makroskopiske plan en selvfølge. Med denne cellulære tensegrity teori er der skabt teoretisk kobling mellem biomekanik og kroppens mindste bestanddele, de levende celler. Fremtiden vil give en dybere forståelse af, hvordan fysioterapeutiske interventioner påvirker kroppens celler og derigennem igangsætter de bioke- miske processer, der er afgørende for behandlingens helbredende effekt.

DEFINITIONER

Den ekstracellulære matrix er det materiale, der omgiver celler. Ekstracellulær matrix består af en grundsubstans af især store molekyler, kollagen og elastin.

Mekanotransduktion er fællesbetegnelsen for de mekaniske kræfter, som påvirker levende celler, og som fører til en kemisk reaktion i cellerne.

Integriner består af en stor familie af trans- membrane sensorer, som formidler signaler gennem proteiner i den ekstracellulære matrix i cellens indre.

Tensegrity er en sammentrækning af tension og integrity. Et begreb som oprindeligt er brugt i bygningsarkitekturen, men som også kan benyttes i beskrivelsen af de fysiske komponenter, der stabiliserer cellemembranen på den levende celle.

REFERENCELISTE